Det metodiske udgangspunkt for mit arbejde er kognitiv adfærdsterapi (på engelsk: cognitive behavioral therapy, CBT). Denne metode er den form for psykoterapi, som har absolut mest videnskabelige evidens bag sig.
Metoden er relativt struktureret. Der arbejdes målrettet, og der sættes dagsordener. Der fokuseres typisk relativt lidt på fortiden og mere på, hvad der aktuelt er med til at skabe og fastholde problemerne. En væsentlig del af metoden er at give klienten forståelse og konkrete færdigheder, så vedkommende fremover bedre selv kan håndtere sine vanskeligheder. Der aftales som regel hjemmeopgaver, som skal udføres mellem sessionerne, så læringen fra terapirummet føres ud i klientens hverdag.
Gennem årene er der sket en del udvikling inden for metoden. Dels er metoden blev brugt til at udarbejde specialiserede protokoller til diverse specifikke problemstillinger, og dels er den oprindelige metode blevet videreudviklet til nye versioner (fx ruminationsfokuseret kognitiv adfærdsterapi, metakognitiv terapi og Unified Protocol). Jeg veksler mellem flere versioner af metoden efter behov, fordi det simpelthen ser ud til at virke. Ideelt set ville jeg specialisere mig dybt i én version og bruge den til alt. Men jeg har erfaret igen og igen, at ikke alle har gavn af den samme tilgang – og i de tilfælde gør det ofte forskellen at kunne stille med et alternativ.
36 år.