Kasper Kløve
Der er forsket meget i, hvad der gør samtaleterapi effektiv. Behandlingen her sigter efter at være forskningsbaseret for at opnå størst mulig effekt. Derfor anvender jeg kognitiv adfærdsterapi (engelsk: cognitive behavioral therapy, CBT), som i nyere tid er den terapiform, der er forsket mest i.
Kognitiv adfærdsterapi fokuserer på de mønstre i tænkning og adfærd, der aktuelt fastholder problemet, og mindre forhold i fortiden. Sessionerne er typisk relativt strukturerede og sigter blandt andet efter at give klienten viden og teknikker, som kan afhjælpe problemet.
Et godt terapiforløb er et forløb, der har effekt for klienten. Med andre ord skal det problem, man kommer til behandling med, blive bedre. Det er min centrale værdi for, hvordan jeg går til det at lave terapi.
Af den grund tager jeg udgangspunkt i evidensbaserede retningslinjer og protokoller, for forskningen har ofte højt kvalificerede bud på, hvad der virker til hvilke problemstillinger.
Folk er selvfølgelig forskellige, og hvad der virker for gennemsnittet, virker ikke altid for den enkelte. Derfor tilpasser jeg løbende tilgangen baseret på, hvad den individuelle klient responderer og ikke responderer på.
Og det tager jeg klienten med på råd om. Klientens egen vurdering og kendskab til sig selv er simpelthen et værdifuldt perspektiv at have med. Behandlingseffekten er alt andet lige også højere, når der samarbejdes godt om behandlingen – det viser forskningen tydeligt.
Jeg har gennem hele min karriere beskæftiget mig overvejende med individuel terapi til voksne. I den forbindelse er jeg stødt på et væld af problemstillinger, herunder afhængigheder, psykoselidelser, depression, stress, traumer, spiseforstyrrelser, personlighedsforstyrrelser, autisme, ADHD, selvværd, sorg, overtænkning og vrede.
Nogle problemstillinger har jeg dog særligt meget erfaring med og har specialiseret mig dybere i. Det gælder navnlig angstlidelser, OCD og søvnproblemer (insomni).
Cirka 30 % af befolkningen rammes af en angstlidelse på et tidspunkt i deres liv. Angst er heldigvis en af de lidelser, der responderer bedst på psykologisk behandling.
OCD betegner et opslidende mønster af tvangstanker og tvangshandlinger. Forskningen viser, at OCD kræver ret specialiserede behandlingsteknikker for at blive bedre. Men såfremt de rette teknikker anvendes, oplever de fleste klar bedring.
Vi kan alle have perioder med søvnløshed (insomni). Men for nogle er problemet mere vedvarende. Der kan være mange mulige årsager til søvnproblemer – men ofte er det psykologiske årsager, som kan behandles terapeutisk.